- Holger Reedtz, Holger Christian Reedtz, 14.2.1800-6.2.1857, diplomat, minister. Født i Odense (Knuds), død på Palsgård, begravet i Assens, Bjerge hrd. R. blev student fra Odense katedralskole 1818 og cand. jur. 1823. På en afhandling om de af Valdemarerne erobrede Østersøkyster vandt han 1821 universitetets guldmedalje og fortsatte sine historiske studier med udgivelse af Repertoire historique et chronologique des traités conclus par la couronne de Dannemare depuis Canut-le Grand jusqu'å 1800, 1826. Hans undersøgelse i München 1827 af det af Christian II bortførte arkiv førte til nogle afskrifter, men - uvist af hvilken grund - ikke til nogen udgivelse. R. vendte sig derefter fra historisk forskning og ansattes 1828 som volontør i udenrigsministeriet, blev sekretær 1831 og tog sin afsked 1842 da han følte sig krænket ved Christian VIIIs indgriben i en sag han behandlede. Han trak sig tilbage til Palsgård som han var blevet medejer af ved faderens død, eneejer fra 1845, og beskæftigede sig med astronomiske studier fra et observatorium han lod opføre. 1847 valgtes han til Viborg stænderforsamling, men deltog ikke i dens samling 1848 da han 8.4; genindtrådte i statstjenesten som depechesekretær i udenrigsministeriet. Under treårskrigen anvendtes han især til ekstraordinære sendelser. Han ledsagede tidligere gesandt ved den tyske forbundsdag Fr.v. Pechlin til drøftelser i London om våbenstilstand i juni, udenrigsminister F. M. Knuth til Malmø juli-aug. hvor våbenstilstand aftaltes og undertegnede i Berlin erklæringen af 27.9. der gav Preussen og derigennem slesvigholstenerne adgang til at udpege fællesregeringen som skulle styre hertugdømmerne under våbenstilstanden. Denne erklæring som de nationalliberale ministre D. G. Monrad, Orla Lehmann og L. N. Hvidt stemte imod i statsrådet, hindrede et tillidsforhold mellem R. og de nationalliberale.
Kampene 1849 afsluttedes med R.s undertegnelse i Berlin 8.7. af våbenstilstanden og præliminærfreden med Preussen. Han overskred her sin kompetence idet han gav større indrømmelser end hans instruks tillod. Hans bevæggrunde var tilskyndelser fra russisk og engelsk side og egen vurdering af de storpolitiske forhold under de fremtrængende reaktionære strømninger. Hans handlemåde vakte megen misfornøjelse i Kbh., men regeringen accepterede de trufne aftaler og accepterede også at R. på Pechlins udtrykkelige forlangende fulgte ham som anden befuldmægtigede til de afsluttende fredsforhandlinger i Berlin juni-juli 1850. Derefter udnævntes R. 14.7. til direktør i udenrigsministeriet og overtog 6.8. udenrigsministerposten som konseilspræsident A. W. Moltke havde beklædt siden F. M. Knuths afgang nov. 1848. R. havde adskillige forudsætninger for at fylde posten. Han var en øvet og kyndig diplomat, men savnede smidighed og talefærdighed hvad der gjorde det vanskeligt for ham at hævde sig over for rigsdagen. Han stod Carl Moltke nær og var afgjort helstatsmand. Det lykkedes ham at afspore det såkaldte notabelprojekt, udarbejdet af nationalliberale ministre. Det gik ud på at en gruppe af monarkiets ansete mænd (notabler) skulle drøfte Slesvig-Holstens forhold ud fra et ejderpolitisk synspunkt. Holsten skulle adskilles fra Slesvig og kun have konge, diplomati og hær fælles med monarkiet. Dog gjordes der helstatsmændene den indrømmelse at Slesvig ikke skulle indlemmes i Danmark. R. erklærede at projektet var uigennemførligt og at han ikke kunne arbejde for det. Efter en rundrejse til Warszawa hvor han forhandlede med den russiske kejser, til Wien og Berlin forsommeren 1851 kunne han over for statsrådet berette om europæiske strømninger der stærkt gik imod ejderpolitik og nationalliberalisme og havde ladet ham forstå at det ville være gavnligt at regeringen fik en ændret sammensætning. Under disse forhold meddelte han i statsrådsmøde 27.6.1851 at han ikke længere kunne fortsætte som udenrigsminister. Han fremkaldte dermed regeringens demission, men indtrådte 14.7. påny som udenrigsminister i A. W. Moltkes 3. regering. Af nationalliberale var nu kun J. N. Madvig i regeringen. R. kunne imidlertid ikke udnytte sin sejr. De tyske magters krav voksede og han veg tilbage for en kamp med rigsdagen. Kun Carl Moltke støttede ham og 18.10.1851 tog han sin afsked, afløst af C. A. Bluhme. 1849-51 var R. medlem af landstinget for 10. kreds og sad 1854-56 i rigsrådet, men spillede ikke mere nogen politisk rolle. - Medlem af Danske selskab 1828. - Kammerjunker 1824. Kammerherre 1840. Gehejmekonferensråd 1852
Familie
Forældre: godsejer Niels Juel R. (1771-1830) og Catharine Sophie Wilhelmine Benzon (1773-1854). Gift 16.2.1848 i Hammel med komtesse Asta Tugendreich Adelheid Krag-Juel-Vind-Frijs, født 12.3.1826 på Vedelslund, død 5.10.1890 på Frbg. (gift 2. gang 1858 med N. F. S. Grundtvig, 1783-1872), d. af grev Erhard K.-J.-V.-F. (1788-1826) og Caroline Tugendreich Adelheid Reiche (1788-1827).
Udnævnelser
. - R. 1833. DM. 1836. K. 1848. S. K. 1850.
Ikonografi
Litografi af F. S. Hanfstaengel, 1827, efter forlæg af J. de Lacroix. Litografi af G. Salomon, 1850, efter dette træsnit s.å. og tegn. af A. Fritz (Kgl.bibl.). Mal. af F. L. Storch udst. 1857, tegn. af samme (kobberstiksaml.).
Bibliografi
A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. Danske mag. 6.r.IV, 1928 307-77 fl. st. Statsrådets forhandl., ved Harald Jørgensen I-III, 1954-58. - J. N. Madvig: Livserindr., 1887 196 198 328. M. H. Rosenørn: Løsrevne blade af livsminder, 1888 38 73f. N. Neergaard: Under junigrundloven I-II, 1892-1916 (reproudg. 1973). De danske ministerier 1848-1901, ved Sv. Thorsen, 1967. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970 I, 1970. - Papirer i Rigsark.
|
1738 - 1803 (64 år)
Har 2 forfædre og 14 efterkommere i dette stamtræ.
[3] 
Notater